Gå til indhold

FREMKALDELSER 

Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet

21. april - 22. august 2021

Vilhelm Hammershøi: 'Interiør med ung læsende mand', (1898).
Vilhelm Hammershøi: 'Interiør med ung læsende mand', (1898).
Udstillingen FREMKALDELSER. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet handler om Vilhelm Hammershøis interesse for fotografiet, der udvikles i nært samarbejde med kunstnervennen Valdemar Schønheyder Møller. Hammershøi var på én gang optaget af fotografiet som visuelt og æstetisk udtryk, som samlerobjekt og som arbejdsredskab, ligesom han selv fotograferede på rejser og i sit hjem.

Gennem en række tematiske nedslag undersøger udstillingen, hvordan fotografiet for Hammershøi blev afgørende for udviklingen af hans maleri. Vilhelm Hammershøi malede sanselige close-up-portrætter af sin søster Anna i dialog med Valdemar Schønheyder Møllers fotografier af hende midt i 1880'erne. Han anvendte fotografiet som arbejdsredskab og til fastholdelse af sin forlovede i et stort portræt af Ida Ilsted fra 1890. Ligesom han dyrkede fotografiets kontraster mellem lys og mørke i flere værker gennem hele sin kunstneriske karriere.

Hammershøis værker er samtidig bemærkelsesværdige eksempler på, et moderne fotografisk blik med tilsyneladende tilfældige beskæringer, usædvanlige perspektiver og udviskede partier. For Hammershøi blev fotografiet en af de synsmåder, hvormed han fremkaldte sine motiver, der dristigt undersøger motivets tilsynekomst og blikket på kanten af det 19. århundrede.

I udstillingen præsenteres fotografier og malerier side om side. FREMKALDELSER præsenterer ikke alene en række værker fra danske og udenlandske museer, men også flere fra privateje, der ikke har været udstillet i mange år. 
Vilhelm Hammershøi: 'Anna Hammershøi', 1888. Privateje.
Vilhelm Hammershøi: 'Anna Hammershøi', 1888. Privateje.
Valdemar Schønheyder Møller: Fotografi af Anna Hammershøi, udateret. Det Kgl. Bibliotek.
Valdemar Schønheyder Møller: Fotografi af Anna Hammershøi, udateret. Det Kgl. Bibliotek.
Valdemar Schønheyder Møller: 'Aftensol', 1889. Den Hirschsprungske Samling.
Valdemar Schønheyder Møller: 'Aftensol', 1889. Den Hirschsprungske Samling.
Udstilling og publikation er støttet af:

15\. Juni fonden, Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond Hoffmann & Husmans Fond, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond