Vilhelm Hammershøi

Den Hirschsprungske Samling huser i dag en af verdens største samlinger af Vilhelm Hammershøis værker. Samlingen rummer alt fra malerier og tegninger til breve, fotografier, øvelseshæfter og scrapbøger foruden kunstnerens malerpalet og møbler fra hans hjem. 

Størstedelen af samlingen stammer fra museets grundlæggere tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung og hans hustru Paulines private kunstsamling samt fra Hammershøifamilien, der senere donerede flere værker, møbler og arkivalier til museet. 

I samlingen findes værker fra de tre mest centrale motivgrupper i Hammershøi oeuvre – interiøret, landskabet og portrættet – hvoraf størstedelen er udført med kunstnerens særlige nedtonede, monokrome farveholdning opbygget af hvide, sorte, grå og brune toner. 

Museets Hammershøisamling er især rig på hovedværker fra kunstnerens ungdomsår. Centralt står debutværket Portræt af en ung pige fra 1885, som forestiller den yngre søster Anna Hammershøi hensunket i egne tanker. Med værket håbede den 21-årige Hammershøi at vinde den Neuhausenske Præmie på Kunstakademiets udstilling, hvor årets opgave lød: ”Dameportræt. Knæstykke, naturlig størrelse.” 

Hammershøi var startet på Kunstakademiet som 15-årig i 1879 og fik siden 1883 sideløbende undervisning hos P.S. Krøyer på Kunstnernes Frie Studieskoler. Det var første gang, han udstillede et af sine værker på Charlottenborg, og portrættet skulle vise sig at få stor betydning − ikke blot for Hammershøis egen karriere, men for dansk kunst i bredere forstand. 

Da det stod klart, at Akademiets udstillingskomité ikke havde fundet det utraditionelle portræt værdigt til præmien, skabte det voldsomt furore blandt Hammershøis kunstnerkollegaer. I protest mod den manglende anerkendelse af hans talent startede de en underskriftsindsamling, som blev startskuddet til et oprør mod censuren på Kunstakademiets årlige udstilling. Dette oprør skulle senere føre til grundlæggelsen af Den frie Udstilling i 1891. 

I dag er Hammershøi især kendt for sine malerier med sparsomt møblerede interiører, der har givet ham tilnavnet ’de stille stuers maler’. Gennem tiden boede han syv forskellige steder i København, og boligerne kom både til at udgøre hans private hjem, atelier og primære motiv.

Hammershøis interiørbilleder er som regel mennesketomme eller befolket af en enkelt person dybt optaget i læsning eller dagligdags gøremål. Selv udtalte kunstneren, der ellers var sparsom med ord: 

Ofte er der tale om stramt komponerede og tydeligt iscenesatte interiører, hvori møbler, døre og vinduer indgår i uendelige variationer og kombinationer. Samtidig får alle de linjemæssigt stramme elementer modspil i form af kunstnerens svagt udviskede, nærmest tågede, maleteknik.