Zahrtmanns Skole

Kristian Zahrtmann (1843-1917) indtager en central plads i dansk kunsthistorie som historiemaler, som frontfigur for et nordisk kunstnerfællesskab i den italienske bjergby Cività d'Antino og som underviser på Kunstnernes frie Studieskoler i mere end to årtier.

Museet grundlægger, Heinrich Hirschsprung, var en af Zahrtmanns vigtigste støtter. I 1875 købte han sit første værk af kunstneren, som var et portræt af modellen Madam Ullebølle. Siden kom flere værker til, og samlingen var på Zahrtmanns tid den største offentligt tilgængelige udstilling af hans værker. Hvor guldalderkunsten fra begyndelsen af 1800-tallet repræsenterede traditionen, var Zahrtmanns billeder dugfrisk og provokerende samtidskunst for museets grundlægger.

I dag rummer Den Hirschsprungske Samling en stor samling af Zahrtmanns værker. Museet ejer både malerier, tegninger og skulpturer såvel som kunstnerens palet, malerpensler og møbler fra hans hjem samt brevkorrespondancer mellem Zahrtmann og sine familiemedlemmer, venner og kunstnerkolleger. Dertil kommer flere værker af Zahrtmanns elever.

Der var oprør i luften i 1870’ernes Europa. Impressionismen og naturalismen var netop brudt frem i Frankrig, og visionen om, at moderne kunstnere skulle repræsentere deres tid og eksperimentere med nye motiver og udtryksformer var også nået til Danmark. Her mødte den opbakning hos den unge generation, men ikke hos professorerne på det traditionsbundne Kunstakademi. I protest mod den forældede kunstneruddannelse på akademiet grundlagde en række danske kunstnere derfor Kunstnernes frie Studieskoler i 1882. 

Laurits Tuxen blev skolernes første leder, P.S. Krøyer den første lærer og tre år senere kom også Zahrtmann med som underviser. Her blev han hurtigt så populær, at skolen i daglig tale blev kaldt for ”Zahrtmanns Skole”. På Zahrtmanns Skole blev eleverne opfordret til at eksperimentere med vovede farver og skarpe farvesammenstød, ligesom der blev lagt stor vægt på, at de unge kunstnere udviklede deres egen personlige malestil.

Zahrtmann dyrkede de eksklusive mandefællesskaber. Det var offentligt kendt, at han ikke brød sig om malerinder, og at kvindelige elever ikke var velkomne i hans undervisningslokaler. De generationer af danske og nordiske kunstnere, som blev undervist på Zahrtmanns skole, var derfor alle mænd.

Zahrtmann nærede stor kærlighed til italiensk kunst og tog på talrige rejser til Italien. I 1883 kom han for første gang til den lille italienske bjergby Cività d'Antino øst for Rom. I de følgende år helt frem til 1913 var han i byen næsten hver eneste sommer, og han fik jævnligt selskab af sine venner, kolleger og elever. De lokale indbyggere blev så glade for Zahrtmann, at de i 1902 udnævnte ham til byens første æresborger.

Zahrtmann malede adskillelige motiver fra byen, der stråler af sydens sol og farver. Da han mod slutningen af sit liv fik opført en villa i Fuglebakken-kvarteret på Frederiksberg, navngav han villaen Cività d'Antino til minde om sin tid i den lille by højt oppe i Abruzzerne.

Zahrtmann betragtes i dag som den store fornyer af historiemaleriet. Med tiden blev farverne i hans malerier mere kraftfulde og eksperimenterende og tilgangen til det historiske stof mere personlig.

Zahrtmann er især kendt for sine malerier af Christian IV's datter, Leonora Christina, der tilbragte 22 år i Blåtårn anklaget for delagtighed i sin mands, Corfitz Ulfeldts, landsforræderi. I løbet af sit liv udførte Zahrtmann omkring 20 malerier af kongedatteren med udgangspunkt i hendes selvbiografi Jammers Minde, hvoraf flere i dag kan ses på Den Hirschsprungske Samling. 

I sine historiemalerier tog Zahrtmann fat på flere usædvanlige kvinder fra historien og litteraturen, som han mente var blevet uretfærdigt behandlet. Foruden Leonora Christina, malede han eksempelvis flere billeder af dronning Caroline Matilde og hendes kærlighedsaffære med J.F. Struensee, der som bekendt førte til hoflægens henrettelse og dronningens landsforvisning. Ved siden af de historiske kvindeskikkelser beskæftigede han sig især med klassiske mytologiske motiver.

Zahrtmann var som maler en stor individualist. Hans interesse for anderledes historiske motiver og stærke farver adskilte sig kraftigt fra samtidens malerkunst. Mange af Zahrtmanns værker viser en interesse for historiske personer, der gik imod kønsroller og normer. I nogle af hans malerier er der homoseksuelle temaer. I andre vender han kønsrollerne på hovedet. Zahrtmann malede ofte modeller, som ikke var i overensstemmelse med skønshedsidealerne, men som i stedet havde masser af karakter og udtryk. Denne side af kunstnerens arbejde, der hylder det anderledes og usædvanlige, er først i de seneste år kommet i fokus - blandt andet i vores tidligere særudstilling Kristian Zahrtmann – Queer, kunst og lidenskab.