Europæiske outsidere

Det danske kunstliv var i midten af 1800-tallet domineret af to fronter, som kaldtes ‘de nationale’ og ‘europæerne’. Hvor ‘de nationale’ talte akademiprofessoren C.W. Eckersberg og hans elever, som malede det danske folk, landskab og den nationale fortid, var ‘europæerne’ en række mere internationalt orienterede kunstnere. Denne gruppe talte kunstnere som Anton Melbye, Ditlev Blunch, Lorenz Frølich, Anton Kieldrup, L.A. Schou, C.F. Sørensen, David Jacobsen, Otto Bache og Carl Bloch, hvoraf flere bosatte sig i udlandet store dele af deres liv.

‘Europæerne’ fik i kunstkritikken tilnavnet ‘de brunette’, mens ‘de nationale’ blev kaldt ‘de blonde’. Navnene knytter sig til kunstnernes farver, da de nationalt orienterede kunstnere ofte brugte en lys og klar palet og malede motiver set i dagslys, mens ‘europæerne’ ofte holdt deres værker i mere brunlige nuancer, blandt andet inspireret af fransk maleri og af den undervisning, flere af dem havde modtaget på kunstakademierne i Düsseldorf og München. Flere af ‘europæerne’ fandt deres motiver i rødmende solnedgange og måneskin, som var kendt fra den tyske romantik. Deres værker var ofte båret af en større grad af fantasi end det nære studie af naturen, som Eckersberg og hans elever dyrkede.

Skrevet i Dagbladet, 1854.

Den danske kunstscene og -kritik var påvirket af politiske strømninger og begivenheder i tiden. Det var en periode, hvor man var optaget af, hvad det ville sige at være dansk. De internationalt orienterede kunstnere passede ikke ind i det nationale projekt, da de malede motiver fra alle hjørner af verden og lod sig inspirere af kunstneriske strømninger fra udlandet. Kunsthistorikeren N.L. Høyen og kunstkritikeren K.F. Wiborg var nogle af de dominerende stemmer i tiden, der ikke brød sig om ‘europæerne’. Deres anmeldelser og tekster har været med til at påvirke den måde, vi ser på den danske guldalderkunst i dag, hvor det er ‘de nationale’ og ikke ‘europæerne’, der står i centrum.

Den Hirschsprungske Samlings grundlægger, tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung, havde øje for de berejste ‘europæere’ og købte derfor flere værker af kunstnerne til samlingen. Museets første direktør, den unge kunsthistoriker Emil Hannover, støttede derimod i højere grad fortællingen om ‘de nationale’ og rådede derfor Hirschsprung til at skille sig af med flere af ‘europæernes’ værker, heriblandt Ditlev Bluncks portræt af marinemaleren Anton Melbye, som efter Hirschsprungs død i 1908 blev fundet på loftet over familiens lejlighed i Bredgade. Hirschsprung fulgte altså ikke altid Hannovers råd, og museet rummer derfor stadig i dag en stor samling af de mere internationalt orienterede kunstneres værker.