Nye værker af Bertha Wegmann 

Bertha Wegmann, en af de betydeligste kunstnere i den nye generation af kvindelige malere, der trådte ind på kunstscenen i de sidste årtier af 1800-tallet, har i værket portrætteret sin elev og kollega, den unge Marie Triepcke (1867-1940), som senere skulle blive kendt som Marie Krøyer.

Bertha Wegmann (1847-1926) hører til blandt de kvindelige kunstnere, som på paradoksal vis blev skrevet ud af det 20. århundredes kunsthistorie på trods af, at de udgjorde en vital del af det moderne gennembrud. I Bertha Wegmanns tilfælde var der endda tale om en internationalt højt anerkendt kunstner, der fik mange udmærkelser i udlandet såvel som i Danmark. Som deltog i periodens store internationale udstillinger, og som var efterspurgt som portrætmaler hos landets absolutte elite. 

Den Hirschsprungske Samling arbejder strategisk med at udbygge de kvindelige 1800-talskunsteres repræsentation i samlingerne. Et arbejde som den væsentlige nyerhvervelse, der ikke blot er et hovedværk i Wegmanns produktion, men i museets samlinger i det hele taget, er et resultat af. 

Med et hammerslag på over 3 millioner kr. er der tilmed er tale om det dyreste kunstværk udført af en kvindelig kunstner, solgt på auktion i Danmark. Det noterer museet som et tegn på, at interessen for periodens kvindelige malere er stærkt stigende. 

Født i Schweiz, men opvokset i Danmark hørte Wegmann til blandt de få kvindelige kunstnere i perioden, der var så heldige at have en far, som interesserede sig for billedkunst. Med farens engagement og mæcenen Moritz Gerson Melchiors finasiering blev vejen banet for, at hun kunne uddannes som kunstner. Det foregik i München, da kvinder var forment adgang til Kunstakademiet i Danmark, så fra 20-års alderen tilbragte Wegmann 15 år i udlandet, hvoraf de sidste foregik i Paris, hvor hun fik sit gennembrud på Parisersalonen i 1881. Året efter udstillede hun igen med udmærkelse, og portrættet af Marie Triepcke er efter alt at dømme det portræt fra Wegmanns hånd, som nåede gennem censuren på Parisersalonen i 1885. På det tidspunkt var den succesrige kunstner tilbage i Danmark igen, og havde modtaget den Thorvaldsenske Udstillingsmedalje.

Portrættet af Marie Triepcke viser tydeligt, at naturalismens motivkredse og impressionismens farvede skyggevirkninger, som hun havde stiftet bekendtskab med i den franske hovedstad, stadig prægede hendes kunst. Marie sidder i en båd angiveligt i det, vi i dag kender som Tivolisøen. Omkring hende smyger voldgravens vegetation sig, og store, hvide pæoner ligger på bænken ved hendes side. Kjolens penselværk afslører Wegmanns fremragende tekniske egenskaber: Stoffets blankhed, striberne, og de florlette kniplinger langs kanter og ærme, der er malet med en virtuositet, vi sjældent møder i periodens danske kunst. Det skulle da lige være hos Marie Triepckes senere mand, P.S. Krøyer.

Men så rækker sammenligningen heller ikke længere, for Wegmanns portræt udfordrer afgørende den type Marie Krøyer portræt, vi kender i dag, og som netop blev produceret af hendes berømte ægtemand. I hans kunst blev hustruen kendt som hans smukkeste model, ofte skildret i en bortvendt og lukket positur med et fjernt, længselsfuldt blik. Hos Wegmann møder vi en helt anden dynamik, energi og intensitet i den 18-årige kunstnerkollegas fremtoning. Blikket er rettet direkte mod os, og hun læner sig frem og skaber med sin let foroverbøjede krop og armen, der er bøjet ind mod livet, et intimt rum mellem model og maler. Et rum, der vidner om, at portrætter altid hviler på en gensidighed mellem de to. I dette tilfælde mellem to malere, hvis karrierer kom til at udfolde sig meget forskelligt inden for det rum, som periodens kvindelige kunstnere navigerede i. Hvor Marie Triepckes karriere blev udfordret i løbet af ægteskabet med P.S. Krøyer, blev Bertha Wegmann, der i øvrigt aldrig giftede sig, en af periodens mest anerkendte kvindelige kunstnere, som stort set stod uden konkurrence som portrætmaler efter P.S. Krøyers død i 1909. 

Museet erhvervede på samme auktion et enestående stilleben med markblomster, som sandsynligvis også er udført i kunstnerens meget frugtbare periode i 1880’erne. Med paletten, malerkassen, pensler, farvetuber og den halvt røgede cigar, der er efterladt yderst på bordkanten, bærer billedet præg af sin ophavskvindes nærvær og kan opleves som et kunstnerisk selvportræt. Billedet supplerer museets spektakulære erhvervelse fra tidligere på året af en opstilling med en vifte, som afspejler andre aspekter af Wegmanns parisiske inspiration. 

Med de to nye erhvervelser rummer Den Hirschsprungske Samling i alt 11 værker af kunstneren. Det er Danmarks største samling af Wegmanns værker, og de udfolder de mange maleriske sprog, kunstneren arbejdede i. Delvist som resultat af de skoler, hun kom i berøring med under sit lange udlandsophold forskellige steder i Europa, men måske også som en bevidst kunstnerisk strategi. 

Værkerne er erhvervet med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.