Gå til indhold

Mennesker på stranden

P.S. Krøyers værk En lille barbenet fiskerpige, 1874, er nyt langtidslån til Den Hirschsprungske Samling.


P.S. Krøyer. En lille barbenet fiskerpige, 1874.
P.S. Krøyer. En lille barbenet fiskerpige, 1874.
Der sidder hun, den unge fiskerpige med sin lillesøster på skødet. De venter, måske på far og mor. Blikket mod havet er lidt anstrengt mod den klare sol. Mon det store barn er tålmodig eller træt? Ansvar har hun i hvert fald allerede.

Værket af af P.S. Krøyer (1851-1909) er udlånt til Den Hirschsprungske Samling og kan for tiden ses i en af museets sale. Vi siger tak til den private ejer, der har valgt at undvære kunstværket for en årrække.

Det eksotiske Nordsjælland

P.S. Krøyer var i årene 1873-76 en fast sommergæst i fiskerlejet Hornbæk. Han blev anset for en lovende, ung kunstner, og i disse år solgte han sine første store malerier. De forestillede mennesker fra kystegnen under arbejde eller hvil.

Den lille by i Nordsjælland forsynede Krøyer med de helt rigtige motiver. For velhavende byboere har det både været eksotiske og autentiske skildringer. Hornbæk var langt fra storbyen og endnu ikke mondæn.

Krøyer, der blot var i begyndelsen af 20’erne, tjente allerede penge på portrætter. Men at sælge billeder, der ikke i forvejen havde en bestiller, var en større ambition. En række unge kunstnere interesserede sig af samme grund for Hornbæk. De håbede, at her var der usædvanlige og spændende motiver. Krøyer var den, der fik bedst succes med satsningen. Senere skulle han fortsætte med at male fiskerne i Skagen; så langt fra stenbroen, man kan komme i Danmark.

Krøyer før Krøyer

Den unge P.S. Krøyer var allerede færdig på Kunstakademiet i København i 1870. Han begyndte som 13-årig i 1864, så læretiden havde været lang. Nu skulle han stå på egne ben.

Krøyer var som maler umådeligt omhyggelig, for det havde han lært af de gamle professorer. Først skulle et kommende kunstværk planlægges gennem skitser på papir og små studier i oliemaling. Det endelige maleri blev møjsommeligt tegnet op med blyant, hvorefter lærredet blev udfyldt med tynde lag farve.

I 1876 tog Krøyer til Paris og revolutionerede sin stil. Herefter blev han rigtig berømt. Den nye Krøyer, der nu var verdensmand, malede helt anderledes end den gamle. Med fransk inspiration blev malingen federe og mere flydende, og strøgene med penslen hurtige.

Det menneskelige

Men i tiden før Frankrig malede Krøyer altså fiskere i en sirlig stil, og det gælder også den unge pige og hendes søster på stranden.

En væsentlig ting går i øvrigt igen i billederne fra Hornbæk og hos den senere Krøyer, vi kender fra Frankrig og Skagen: Evnen til at male mennesker, så man holder af dem og føler at forstå dem.

En lille barbenet fiskerpige er et situationsbillede. Det har et væld af små fortællende detaljer: det sammenknebne, barnligt-alvorlige ansigt, den rødmossede lillesøster, hænder der griber på forskellige måder. Bemærk i øvrigt de stærke farvekontraster. Dette er virkelig høj sol!

Billedet virker samtidig ømt, og man lever sig ind i de to små mennesker på stranden. Krøyers maleri er en slående kontrast til et andet fiskerbillede fra samme år, 1874, som museet lige har erhvervet – Carl Blochs En ung Sømand. Den unge mand har masser af attitude, han er selvsikker og på ingen måde sårbar. Dette maleri kan du læse mere om  

Sammenligner man Krøyers og Blochs billeder, ser man også en forskel i tidens forventninger til kønnene og deres ansvar eller mangel på samme. Flere pligter til kvinderne, mere frihed til mændene.

Den Hirschsprungske Samling og Krøyer

Museet, der startede som en privatsamling, har i dag en stor samling af P.S. Krøyers kunst – malerier, skulpturer og tegninger, men også lange og meget personlige breve, nogle af dem illustrerede.

Samlingens stiftere – Pauline og Heinrich – købte mange værker af Krøyer, heriblandt to hovedværker fra Hornbæk: Fra smedien i Hornbæk, 1875, og Morgen ved Hornbæk. Fiskerne kommer i land, 1875. Lige så vigtig var deres tidlige støtte med rejsepenge, opmuntringer og gaver til Krøyer.

I dag er Den Hirschsprungske Samling og P.S. Krøyer uløseligt forbundne. Også derfor er vi glade for at kunne låne En barbenet fiskerpige til museet.