Guldaldermalerne

Dansk malerkunsts fader. Det har om og om igen været Christoffer Wilhelm Eckersbergs tilnavn. Og ikke uden grund, for Eckersberg fik enorm kunstnerisk og pædagogisk betydning for de kunstnere, man i dag forbinder med guldalderen. I Den Hirschsprungske Samling hænger hans værker i rum 1. Det er her, samlingen har sit kronologiske udspring, og det er her, Heinrich Hirschsprung og hans rådgivere så begyndelsen på den gode danske kunst.

Før Eckersberg og hans kollega J.L. Lund kom til som professorer i 1818, lærte man kun at tegne på Kunstakademiet. Maleundervisningen måtte de unge kunstnere få som privatelever hos professorerne eller ude i byen hos malermestre. Men fra slutningen af 1820’erne blev der tilbudt maleundervisning som en del af den formelle uddannelse, og man prioriterede at have levende modeller. Fra 1833 inkluderede det også kvindelige modeller. Samtidig dyrkede man friluftsmaleriet og tog på udflugter rundt i byen og til Dyrehaven nord for København. På den måde fik de unge kunstnere naturen ind under huden, så de kunne gengive den med større nøjagtighed.

Tidligere havde Kunstakademiet i København ønsket at uddanne kunstnere, der kunne stå mål med udlandets, men frem mod midten af 1800-tallet ændrede man strategi. Kunsten skulle stadig have en høj international standard, men nu skulle den først og fremmest være national. Det ønske stemte godt overens med de metoder, Eckersberg og Lund bragte med sig ind på Akademiet. Det var metoder, de godt nok havde lært i udlandet, men som fokuserede på det nære og det, som kunne iagttages med det blotte øje. Deres elever blev opfordret til at dyrke de motiver, de faktisk kunne studere: landskabet, bylivet, familien, vejret, og på den måde blev kunsten nærmest automatisk centreret omkring det danske. 

Selvom det stadig var vigtigt for en kunstners dannelse at rejse til Italien og se antikkens og renæssancens mesterværker, blev det lokale brugt langt mere end før i dansk kunst. Christen Købke malede sit nærmiljø på Kastellet i København, Wilhelm Marstrand havde blik for tragikomiske optrin, når hele familier blev sat ud af fogeden, Johan Thomas Lundbye genfandt sit sjællandske barndomsland i både landskaber og nærstudier af flora og fauna, mens Wilhelm Bendz dyrkede dagligdagsmotiver fra familielivet. Ved at fokusere på det lokale og velkendte skabte denne generation af malere kunstværker, som mange danskere endnu i dag vil betragte som ideelle illustrationer af landskabets og folkesjælens egenart.