Menu
P.S. Krøyer: 'Strandstudie i gråvejr. St. Malo', 1877. Den Hirschsprungske Samling

Sjældent P.S. Krøyer-værk fra St. Malo

Museet har med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen erhvervet værket Strandstudie i Graavejr. St. Malo fra 1877, malet af en 26-årig P.S. Krøyer fra hans studierejse i Frankrig. Værket er det første i samlingen fra kunstnerens ophold i St. Malo, og er malet det år, der blev starten på en fire år lang studierejse for den unge kunstner.

P.S. Krøyer står som en af de mest centrale kunstnere i Den Hirschsprungske Samling. Krøyer hørte nemlig til de kunstnere, som museets stifter, tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung, aktivt støttede som mæcen. Fra tidligt i Krøyers kunstneriske karriere erhvervede Hirschsprung værker af ham og sikrede ham det økonomiske fundament, der skulle til for, at Krøyer kunne tage på de rejser, der lå forud for hans kunstneriske gennembrud.

I 1877 modtog den 26-årige kunstner Kunstakademiets toårige rejselegat, og med hjælp fra Hirschsprung kunne Krøyer rejse hele fire år frem til 1881. Rejsen gik omkring Frankrig, Italien og Spanien. Det er fra begyndelsen af denne lange studierejse, at det nye værk i samlingen stammer.

Med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen har museet erhvervet P.S. Krøyers lille oliemaleri 'Strandstudie i gråvejr. St. Malo' fra 1877.

Det nye værk Strandstudie i gråvejr. St. Malo er malet umiddelbart efter Krøyers studier på den franske kunstner Leon Bonnats malerskole. I sensommeren 1877 opholdt han sig i St. Malo med kunstnerkollegaen Laurits Tuxen, hvor han havde let adgang til den franske Atlanterhavskyst. Det lille fortættede friluftsmaleri er et fornemt eksempel på det udbytte Krøyer tog med sig fra studietiden hos Bonnat. I maleriet har Krøyer vendt ryggen til St. Malo og indfanget naturen omkring byen. Maleriet er holdt i gråblå nuancer, hvor kun sandets lyse nuancer bryder helheden. Med en pastos penselføring har han fastholdt kigget fra stranden ud over bugten, idet solen kæmper med skyerne om at bryde igennem.

Fornylig erhvervede museet også dette lille oliemaleri 'Landskab fra Tyrol'. Krøyer malede det i 1875 på sin første studierejse uden for Danmark.

Museet rummer i forvejen en stor samling af Krøyers malerier, tegninger og skitsebøger samt breve, kunstnerens malerskrin og palet. Heriblandt også nogle af Krøyers tidlige akvareller og malerier skabt i årene der ledte op til studierejsen. Det gælder eksempelvis værker fra hans ophold i den nordsjællandske by Hornbæk, hvor han fra 1873 var en aktiv del af kunstnerkolonien i byen.

Herudover erhvervede museet fornylig et andet tidligt værk af Krøyer, som han malede efter sine første somre i Hornbæk og før den fire år lange studierejse i 1877-81. I sommeren 1875 rejste han med kunstneren Frans Schwartz til Tyskland og Tyrol, hvor han fandt motivet til maleriet Landskab fra Tyrol. I det lille oliemaleri bruser vandet forbi i en flod foran et hvidt hus, som ses i udkanten af et frodigt landskab, hvor blå bjerge rejser sig i baggrunden.

Museets samlinger rummer blandt andet en række modelstudier, som den unge Krøyer malede under sit ophold på Leon Bonnats malerskole i Paris.
Modelstudierne fra Bonnats malerskole tæller blandt andet de to oliemalerier, 'Modelstudie. Overkrop af en nøgen mand' og 'Modelstudie. Brystbillede af en nøgen mand', begge fra ca. 1877.

Foruden modelstudier fra Leon Bonnats malerskole malet af den unge Krøyer er nyerhvervelsen af Strandstudie i gråvejr. St. Malo det første værk i samlingen fra de første år af Krøyers studierejse i 1877-81. Senere på rejsen malede han det, der sidenhen skulle blive et af hans absolutte hovedværker, nemlig maleriet Italienske landsbyhattemagere fra 1880, som i dag også befinder sig i Den Hirschsprungske Samling.

Da Krøyer vendte hjem fra rejsen i 1881 indlogerede han sig hos Hirschsprung i familiens sommerbolig ved Svanemøllen. Det første store maleri, han malede efter hjemkomsten, var gruppeportrættet, Det Hirschsprungske familiebillede, hvor familien-Hirschsprung er samlet på sommerboligens balkon.

Du kan læse mere om kunstneren og mæcenens venskab her. Hvis du vil vide mere om Heinrich Hirschsprung, hans samling og museets historie, kan du klikke her.

I 1880 var Krøyer nået til Italien, hvor han i den lille by Sora malede det der senere blev et af kunstnerens hovedværker, 'Italienske landsbyhattemagere'.
Da Krøyer igen var på dansk jord i 1881 malede han det store maleri 'Det Hirschsprungske familiebillede', hvor Heinrich og Pauline Hirschsprung ses med deres fem børn.