Med samme kraft. Pasteller af Christian Horneman
Hjørneudstilling
19. februar - 30. august 2020
Elegante portrætter malet med pastelkridt var den danske kunstner Christian Hornemans (1765-1844) specialitet. De sarte nuancer genkalder en følsom tid i begyndelsen af 1800-tallet, og Den Hirschsprungske Samling viser i denne Hjørneudstilling fire eksempler på Hornemans mesterskab.
Fire portrætter, der fører os med til både de højeste diplomatiske cirkler i Europa og dramatiske begivenheder i Nordafrika, mens vi forsøger at afdække modellernes identitet i et kunsthistorisk detektivarbejde. Portrætterne blev i 2018 doneret til museet af en privat ejer, og de skrøbelige, lysfølsomme pasteller vises nu for første gang frem for publikum.
Hjørneudstillinger
Flere gange om året sætter vi i et hjørne af museet spot på et lille hjørne af samlingerne i små intime udstillinger. Hjørneudstillingerne belyser skæve vinkler og henter perler frem fra magasinerne.