Guldalder og nationalromantik

Da den danske kunst fik karakter

Dansk kunst blomstrede i første halvdel af 1800-tallet. Derfor kalder vi det guldalderen. Talentfulde unge mænd som Christen Købke, Wilhelm Bendz, Johan Thomas Lundbye, Martinus Rørbye og Wilhelm Marstrand tegnede den nye tid.

På Kunstakademiet i København fornyede de to professorer C.W. Eckersberg og J.L. Lund uddannelsen, så man ikke kun lærte at tegne efter gipsafstøbninger af antikkens skulpturer. Nu kom der levende modeller af begge køn, og man tog på udflugt og malede og tegnede i det fri. Det gav kunstnerne en stærk sensibilitet for at skildre verden mere trofast end tidligere. Hverdagen i de københavnske stuer og livet under åben himmel i det sjællandske landskab var yndede motiver. Virkeligheden var dog ikke mere påtrængende, end at det er solskinsdagene og de nyfejede gader, man først og fremmest finder i guldaldermalernes billeder. Det var først senere i 1800-tallet, at livets bagsider nåede kunsten.

Nationen som motiv

I guldalderkunsten spiller det nationale en stor rolle, og det danske landskab blev et motiv, der ikke bare skulle udsmykke hjemmene, men også skabe stolthed over landets egenart og historie. På samme måde interesserede man sig for folkedragter, nordisk mytologi og folkesagn, som man så som udtryk for Danmarks dybe rødder i historiens frodige muld.

Den nationale vækkelse fik konsekvenser for de kunstnere, som var inspireret af udlandets og især de tysksprogede egnes kunst. Deres værker blev sendt i skammekrogen og er først i de seneste årtier kommet frem igen . Den Hirschsprungske Samling afspejler denne tendens. Mens museet bugner af de nationalt orienterede kunstneres værker, finder man kun enkelte malerier af mere tyskorienterede guldaldermalere som Ditlev Blunck og hans lærer J.L. Lund, der først er blevet en del af museets samling i 2017.

Johan Thomas Lundbye var en af de fremmeste nationale kunstnere. I sit maleri fra Hankehøj forener han historien og nutiden i sit sjællandske landskab. Gravhøjen minder om nationens stolte forfædre, som digteren Adam Oehlenschlæger havde beskrevet i “Der er et yndigt land”:

Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.

Nutiden i Lundbyes billede er ikke mindre ædel: den renfærdige vogterdreng, som er efterkommer af fortidens stolte og frie folk, og dertil en del af det landbrug, som var en vigtig kilde for Danmarks økonomi og identitet.

Indtagelsen af Jylland

Fra 1830 var det muligt at sejle med dampskib fra København til Aarhus, og den forbindelse blev afgørende for kunstnernes opdagelse af Jylland. Til at begynde med skildrede kunstnerne oftest den bøgetræsklædte østjyske kyst. Efterhånden vovede man sig dog længere mod vest, og indtryk fra skovene omkring Silkeborg og den jyske hede dukkede op i skitsebøger og malerier. Indtagelsen af Jylland afhang ikke kun af kunstnernes vilje til at søge nye motiver, men afspejler også en støt stigende nationalfølelse. Alle Europas nationer var optaget af at definere deres helt egen folkesjæl og nationale kendetegn, efter at napoleonskrigene havde skubbet til grænserne på kontinentet. I Danmark blev det ikke mindre presserende, da landets sydlige grænse blev udfordret af Preussen først i 1848 og helt katastrofalt i 1864, hvor hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev tabt.

Folkelivsskildringer blev et yndet motiv i midten af 1800-tallet, fordi man blev mere optaget af den almindelige dansker og folkesjælen. Kunstnere som Frederik Vermehren, Christen Dalsgaard og Julius Exner dyrkede motiver med egnsdragter, sæder og skikke på landet. De var ikke altid så nøjagtige og kunne godt finde på at blande egnsdragter fra forskellige landsdele sammen. Men deres billeder giver alligevel et indtryk af en verden, som allerede var ved at forsvinde med industrialiseringen. Guldalderen lakkede mod enden; nu skulle kunsten være andet end national, og naturalismen kunne gøre sit indtog.