Spring til indhold
Carlo Dalgas: Kamp på Dybbøl. 1848-50. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Iben Kaufmann
Carlo Dalgas: Kamp på Dybbøl. 1848-50. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Iben Kaufmann

Kunstneren Carlo Dalgas som krigsreporter

Forskerkvarter 1. maj kl. 14.

”Jeg var selv til stede”, skrev kunstneren Carlo Dalgas på en lille tegning af vennen Johan Thomas Lundbyes begravelse. Lundbye blev ramt og dræbt af et vådeskud lige i starten Første Slesvigske Krig, hvor de to unge kunstnere havde meldt sig som frivillige soldater. Dalgas fik hele krigen med, og undervejs tegnede han en række tegninger i felten. De viser soldater på manøvre og soldater i kamp. På dette tidspunkt var fotografiet stadig en eksperimentel teknik. Kameraer var alt for besværlige at tage med i krig, så Dalgas skabte med sin blyant og pen noget af det tætteste, vi kender som direkte øjenvidneskildringer. Eller gjorde han?

Museumsinspektør Rasmus Kjærboe fortæller om Dalgas som krigsreporter, og om sandhed og løgn direkte fra felten.

Om Forskerkvarter

Museets samlinger og arkiver i kælderen bugner af historier, der sjælendt kommer frem i lyset. Hver første onsdag i måneden kan du møde museets direktør eller inspektører, når de fortæller om nogle af de usete, gemte og glemte historier i museets forskning og samling. Oplev alt fra skitser til kunstnerbreve og fotografier, som på grund af de skrøbelige materialer normalt er gemt væk i museets magasiner.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Tilmelding ikke nødvendig.