Vilhelm Hammershøi
Stilhedens mester
Den Hirschsprungske Samling huser i dag en af verdens største samlinger af Vilhelm Hammershøis værker. Samlingen rummer alt fra malerier og tegninger til breve, fotografier, øvelseshæfter og scrapbøger foruden kunstnerens malerpalet og møbler fra hans hjem.
Størstedelen af samlingen stammer fra museets grundlæggere tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung og hans hustru Paulines private kunstsamling samt fra Hammershøifamilien, der senere donerede flere værker, møbler og arkivalier til museet.
I samlingen findes værker fra de tre mest centrale motivgrupper i Hammershøi oeuvre – interiøret, landskabet og portrættet – hvoraf størstedelen er udført med kunstnerens særlige nedtonede, monokrome farveholdning opbygget af hvide, sorte, grå og brune toner.
Den stille søster, der skabte oprør i dansk kunst
Museets Hammershøisamling er især rig på hovedværker fra kunstnerens ungdomsår. Centralt står debutværket Portræt af en ung pige fra 1885, som forestiller den yngre søster Anna Hammershøi hensunket i egne tanker. Med værket håbede den 21-årige Hammershøi at vinde den Neuhausenske Præmie på Kunstakademiets udstilling, hvor årets opgave lød: ”Dameportræt. Knæstykke, naturlig størrelse.”
Hammershøi var startet på Kunstakademiet som 15-årig i 1879 og fik siden 1883 sideløbende undervisning hos P.S. Krøyer på Kunstnernes Frie Studieskoler. Det var første gang, han udstillede et af sine værker på Charlottenborg, og portrættet skulle vise sig at få stor betydning − ikke blot for Hammershøis egen karriere, men for dansk kunst i bredere forstand.
Da det stod klart, at Akademiets udstillingskomité ikke havde fundet det utraditionelle portræt værdigt til præmien, skabte det voldsomt furore blandt Hammershøis kunstnerkollegaer. I protest mod den manglende anerkendelse af hans talent startede de en underskriftsindsamling, som blev startskuddet til et oprør mod censuren på Kunstakademiets årlige udstilling. Dette oprør skulle senere føre til grundlæggelsen af Den frie Udstilling i 1891.
Portrættet af søsteren var ikke det eneste af Hammershøis ungdomsværker, som skabte debat i den danske kunstverden. Da kunstneren i 1888 udstillede det store, mørke maleri Job fra 1887, vakte det både beundring og forargelse hos kritikere og kunstnerkollegaer. Læs mere om det mystiske værk og modtagelsen af det her.
De stille stuers maler
I dag er Hammershøi især kendt for sine malerier med sparsomt møblerede interiører, der har givet ham tilnavnet ’de stille stuers maler’. Gennem tiden boede han syv forskellige steder i København, og boligerne kom både til at udgøre hans private hjem, atelier og primære motiv.
Hammershøis interiørbilleder er som regel mennesketomme eller befolket af en enkelt person dybt optaget i læsning eller dagligdags gøremål. Selv udtalte kunstneren, der ellers var sparsom med ord:
"Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var."
Ofte er der tale om stramt komponerede og tydeligt iscenesatte interiører, hvori møbler, døre og vinduer indgår i uendelige variationer og kombinationer. Samtidig får alle de linjemæssigt stramme elementer modspil i form af kunstnerens svagt udviskede, nærmest tågede, maleteknik.
En mesterlig portrætmaler
Hammershøi foretrak at portrættere mennesker, som han kendte personligt. Hans portrætter indskrænker sig derfor hovedsageligt til familiens medlemmer, foruden enkelte kunstnervenner samt talrige selvportrætter. Portrættet af Daniel Jacobson Salter (1871-1943) er dog en undtagelse, idet han ikke kendte den portrætterede i forvejen. Billedet blev til på bestilling fra Heinrich Hirschsprungs yngste søn, forlæggeren Einer Aage Hirschsprung (1869-1909). Salter var Einer Aages fætter. Han var i 1890 flyttet med sine forældre fra Chicago til København og kom nu jævnligt i Hirschsprungfamiliens hjem.
Billedets mest iøjnefaldende træk er den mørke farveholdning, hvor kun ansigtets ene halvdel og den høje kraveflip lyser op. Som det er typisk for Hammershøis portrætter, vender Daniel Jacobsen Salter med front mod beskueren, men han lader til at have blikket rettet mod sit eget indre rum. Det samme gælder for kunstnerens selvportræt fra 1891, der dog er præget af en noget lysere kolorit. Her sidder Hammershøi med ansigtet let fremskudt og kigger mod os med et blik, der både kan virke indadvendt og udadvendt.
Sjælfulde landskaber
Hammershøi udførte en række landskabsmalerier i løbet af sit liv, hvoraf de fleste knytter sig til sommerophold forskellige steder i det danske land. Han malede ofte de åbne vidder med udsyn over marker eller i skoven, hvor stammer og grene fik lov til at brede sig ud over det meste af billedfladen.
Modsat andre kendte landskabsmalerier fra kunstnerens hånd er der i Søndermarken ved vintertid tale om et vintermotiv. Hammershøi boede på det tidspunkt på Rahbeks Allé i det nu nedrevne Ny Bakkehus, ikke langt fra Søndermarken. Han fandt ofte sine motiver i nærmiljøet, og maleriet fra Søndermarken er måske blevet til, fordi han kunne se træerne fra sin lejlighed.
