Spring til indhold
Anna Ancher, Pigen i køkkenet 1883-86
Anna Ancher, Pigen i køkkenet 1883-86

Kvindelige kunstnere

En samling af 1800-tallets vigtigste danske kvindelige kunstnere

Den Hirschsprungske Samling ejer kunstværker af nogle af de mest betydningsfulde kvindelige kunstnere, der var aktive på den danske kunstscene i den sidste halvdel af 1800-tallet. Samlingen rummer alt fra malerier og pasteller til studier, skitsebøger og tegninger af de tretten kunstnere: Anna Ancher, Bertha Wegmann, Elisabeth Jerichau-Baumann, Anna Sophie Petersen, Anna Syberg, Agnes Slott-Møller, Marie Krøyer, Edma Frølich Stage, Emilie Mundt, Hermania Neergaard, Sofie Holten, Augusta Dohlmann og Marie Luplau.

Vi er på besøg i kunstneren Anna Sophie Petersens stue i maleriet fra 1891. Kunstnerkollegaerne Bertha Wegmann, Jeanna Bauck og Marie Krøyer er samlet i lampelysets skær og lytter til violinisten Frida Schyttes toner.

Anna Anchers Pigen i køkkenet fra 1883-86 er et hovedværk i samlingen. Lyset og den intimitet, som Anna Ancher mesterligt beherskede i sin kunst, ses tydeligt i det stemningsfulde oliemaleri.
Anna Anchers Pigen i køkkenet fra 1883-86 er et hovedværk i samlingen. Lyset og den intimitet, som Anna Ancher mesterligt beherskede i sin kunst, ses tydeligt i det stemningsfulde oliemaleri.

Kvinderne i 1800-tallets kunstliv

Kvinder havde frem til slutningen af 1800-tallet ikke adgang til Kunstakademiet, og i 1870’erne og 1880’erne kæmpede en gruppe kvindelige kunstnere, kaldet pionergenerationen, for at få en kunstnerisk uddannelse på lige fod med deres mandlige kollegaer. I 1876 blev den private kunstskole Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder oprettet, og i 1888 åbnede Kunstakademiet en linje for kvindelige kunstnere. Først i 1908 fusionerede Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder med Kunstakademiet, og mænd og kvinder blev nu undervist sammen.

Selvom kvinderne havde ringe mulighed for uddannelse i hjemlandet, fik flere af dem fine karrierer som kunstnere. En af dem er maleren Bertha Wegmann, som var en af de førende portrætmalere i Danmark i 1880’erne. Efter at have taget sin uddannelse i München fra 1867-81 og et længere ophold i Paris, hvor hun udstillede på den prestigefyldte Parisersalon, vendte hun tilbage til hjembyen København. Her blev hun vidt efterspurgt, særligt som portrætmaler, og i 1883 fik hun som den første kvinde plads i Kunstakademiets Plenarforsamling.

En malerinde har malet en anden. Bertha Wegmann har i portrættet fra 1885 malet den svenske kunstner Jeanna Bauck, som hun mødte i Hamborg i 1860’erne. Bauck blev siden et af Wegmanns mest yndede motiver.

Kunstnerne i Den Hirschsprungske Samling

Den Hirschsprungske Samlings grundlægger, tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung, samlede på værker af kvindelige kunstnere, allerede før han donerede sin samling til staten i 1902. Særligt Bertha Wegmann og skagensmaleren Anna Ancher var i hans søgelys, og de to er derfor i dag repræsenteret med en del værker i samlingen. Siden har museet forsøgt at styrke sin samling af 1800-tallets kvindelige kunstnere og erhverver derfor stadig værker af de tretten kunstnere, som er repræsenteret i samlingen, og af andre kvinder fra tiden.

Læs om en af vores seneste erhvervelser af to malerier af Augusta Dohlmann og et maleri af Sofie Holten her

Forårsblomster vokser op af krukkerne i Anna Sybergs akvarel fra 1898. Hun var en del af kunstnerkolonien fynbomalerne på Fyn og spillede en aktiv rolle i etableringen af Faaborg Museum.
Forårsblomster vokser op af krukkerne i Anna Sybergs akvarel fra 1898. Hun var en del af kunstnerkolonien fynbomalerne på Fyn og spillede en aktiv rolle i etableringen af Faaborg Museum.