Menu
Bertha Wegmann: Portræt af den svenske pianist Hanna Lucia Bauck. Udateret. Den Hirschsprungske Samling

Bertha Wegmann

En dansk kunstner med internationalt format

Gennem en årrække har Den Hirschsprungske Samling arbejdet på at udbygge museets repræsentation af Bertha Wegmanns (1847-1926) værker. I dag rummer museet en betydelig samling på otte malerier og en tegning udført af kunstneren, foruden flere af hendes breve.

I 1888 portrætterede Bertha Wegmann den aldrende Petrea Hirschsprung, moderen til museets ene stifter, Heinrich Hirschsprung.

En af landets førende portrætmalere

Bertha Wegmann var en populær maler i udlandet såvel som i Danmark, og hun var især meget efterspurgt som portrætmaler. Gennem årene malede hun en lang række bestillingsarbejder for samfundets spidser og kendte personligheder, og også hendes nærmeste venner og familiemedlemmer fandt vej til lærredet. I samtiden modtog Wegmann stor ros for sine indlevende og autentiske skildringer af de mennesker, hun portrætterede. Selv fortalte hun om sin metode således:

”Jeg søger altid at faa mine Modeller til at glemme sig selv, saadan at Stillingen ikke bliver bevidst. Jeg taler med dem om den, de elsker eller den, de holder af, og saa glemmer de alt det, de har drømt om dem selv. Saa bliver de virkelige Mennesker.”
I det udaterede portræt ser den ældre mand ud mod os med munden let på klem. Som i mange af Wegmanns portrætter, får man fornemmelsen af samhørighed mellem model og maler.

I 1888 kom Wegmann i kontakt med Hirschsprungfamilien, da hun malede det indtrængende portræt af Heinrich Hirschsprungs mor, Petrea Hirschsprung, der sidder i lænestolen med foldede hænder og ser mod os. Værket blev skænket i gave til Pauline og Heinrich Hirschsprung i anledning af deres sølvbryllup den 26. juni 1889.

Bertha Wegmann knyttede som så mange andre af tidens kunstnere også bånd med Heinrich og Pauline Hirschsprung. Angiveligt ønskede Heinrich, at Wegmann skulle forevige Pauline i et portræt. Så vidt vides blev der dog ikke noget ud af den plan. I et brev til maleren Niels Pedersen Mols skrev Pauline i foråret 1891:

”Kjender De Frøken Wegmann? Hende vil De have godt af at omgaaes hun er saa kjæk hils hende fra os. Min Mand vil altid at hun skal male mig! Stakkel.”
I billedet fra 1887 har Wegmann portrætteret sin gode veninde, den svenske malerinde Jeanna Bauck. De to kunstnere havde lært hinanden at kende i München, hvor de begge i 1860’erne var rejst til for at studere. I mange år delte de en lejlighed i München, og de bevarede kontakten, efter at de begge var flyttet hjem til henholdsvis Danmark og Sverige.

Kvinders uddannelse

I en stor del af sit liv arbejdede Bertha Wegmann aktivt for at forbedre kvinders muligheder for kunstnerisk uddannelse, og med sin egen karriere var hun med til at bane vejen.

Efter i 1883 at have modtaget Thorvaldsens Medaille på Charlottenborg blev hun som den første kvinde nogensinde valgt ind i Kunstakademiets Plenarforsamling. Wegmann udstillede jævnligt på både Charlottenborg i København og Salonen i Paris. Samtidig deltog hun på talrige store, officielle udstillinger i Norden og Europa og på verdensudstillingerne i Paris 1889 og 1900 og Chicago i 1893, ligesom hun var med på den skelsættende Kvindernes Udstilling 1895. I 1892 modtog hun også som en af de første kvinder Fortjenstmedaljen i guld.

Wegmann tog aktivt del i tidens forskellige kvindefællesskaber. I tyve år fra 1887-1907 sad hun i bestyrelsen for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Fremfor ægteskabet valgte hun, som andre af tidens kunstnerinder, at leve i et arbejdsfællesskab med tyskeren Toni Müller, som hun mødte i München i midten af 1870’erne. I de sidste godt ti år af Wegmanns liv sit liv bosatte de sig på det såkaldte damehotel på Gl. Mønt 1 i København. Damehotellet var en del af Kvindelig Læseforenings bygning, der ikke blot rummede bibliotek og foredragssal, men også lejligheder og værelser, man kunne bo i, hvis man var kvinde og kulturpersonlighed.

Wegmanns produktion spænder vidt fra portrætter og genrebilleder til blomster- og landskabsbilleder. I det lille, udaterede oliebillede har hun med grove penselsstrøg indfanget et parti fra en ukendt bjerglandsby.

En fremmed fugl i dansk kunst

Bertha Wegmann var født i Scweiz, men opvokset i Danmark, hvortil hendes forældre var emigreret i 1852. Som 20-årig rejste hun i 1867 fra hjembyen København til München for at uddanne sig som kunstner, og her blev hun indtil 1881. Under det lange ophold bevarede hun tilknytningen til Danmark, og i 1883 fik hun dansk statsborgerskab.

Ligesom sine samtidige blev Wegmann optaget af den moderne franske kunst, og fra 1881 tog hun ofte ophold i den kunstneriske metropol Paris. I en periode var hun elev hos den franske maler Léon Bonnat, og efter sigende besøgte hun også Édouard Manet i hans atelier.

Det langvarige uddannelsesforløb i Tyskland og hendes mange ophold i Frankrig betød, at Wegmann tilegnede sig den teknik og det farve- og motivvalg, der var fremherskende i datidens toneangivende internationale salonkunst.

Maleriet med kvinden, der vender hø, står viberende og skarpt. Det er et studie til et større maleri fra 1888, der forestiller Ecouen nord for Paris.

Bertha Wegmann er blevet kaldt en fremmed fugl i dansk kunst. Når hun ikke nævnes i den danske kunsthistorie blandt de banebrydende i sin generation, skyldes det utvivlsomt, at hun tilhørte datidens internationale strømninger. Om Wegmanns udenlandske forbindelser udtalte den danske billedhugger Rikard Magnussen således i 1926:

”Bertha Wegmanns Udvikling prægedes tidligt af Udlandets Skoler og Kunst, og da hun efter mangeaarig Udlændighed 1882 tog fast Bopæl her i Landet, var det som den europæiske bekendte kunstnerinde, om hvis Navn der stod Respekt, og hvis Billeder opnåede Priser, man dengang sjældent betalte for Malerier af hjemlige Kunstnere.”
Wegmanns portræt af den svenske pianist Hanna Lucia Bauck er enestående i dansk kunst. Maleteknikken, hvor farverne er lagt side om side helt ublandede på lærredet, leder tankerne hen på de franske impressionister.