Maleren J.P. Wildenrath

Her sættes fokus på en glemt kunstner, der af sin egen generations ligesindede blev anset for at være lovende. Wildenrath-affæren er interessant, fordi den blandt andet fortæller os noget om, hvordan netværkene fungerede i de kunstneriske kredse i tiden, og hvor vigtige de var i årene omkring Den Frie Udstillings grundlæggelse.

Emil Hannovers brevarkiv er rigt på persondramaer, og det kommer man som læser helt tæt på. Et af dem omhandler landskabsmaleren J.P. Wildenrath (1861-1904). Han er i dag et ubeskrevet blad i kunsthistorien, men i sine unge år blev han regnet for et af sin generations store håb – indtil det gik ned ad bakke for ham, og han gik i hundene i Sydfrankrig.

I brevvekslinger i Emil Hannovers brevarkiv er Wildenrath hyppigt nævnt, og her tegner sig konturerne af et drama af litterære dimensioner. En kvalitet der fremhæves af Hannovers elegante og poetiske skrift. Wildenrath bliver selv beskrevet som æstet til fingerspidserne, og synes at have appelleret til Hannovers sans for poesi, som hans minde om Wildenraths bryllup i 1886 vidner om:

Efter kun et par Maaneders Forlovelsestid fejredes deres Bryllup med Glans paa en gammel Adelsgaard i Jylland i Oktober 1886. Mellem Gæsterne var ogsaa jeg, og jeg husker endnu, som var det i Gaar, at vi sent paa Aftenen sad alene tilbage, han, hun og jeg, og at hun brudeklædt løste sit herlige gyldne Haar og var skøn som en lille Dronning i et af H.C. Andersens Æventyr, medens han, ridderlig som en Page i en middelalderlig fransk Roman, knælede og kyssede hendes Fødder (…) Dagen før deres Rejse sydpaa sad de her og badede deres Hænder i en uhyre Hob af Guldstykker, en Arv paa 8000 Kroner, som han havde faaet udbetalt ved sit Bryllup, og som han i lutter Guld tog med sig i sin Kuffert, da de Dagen efter satte Kursen mod Sydfrankrig. (Emil Hannover, Erindringer fra barndom og ungdom, red. H.P. Rohde (København, 1966), s. 86)

Det glimter og glitrer i den forførende beskrivelse af de nygifte, og passagens eventyrlige billedsprog vækker prærafaelitternes ikonografi til live, som Hannover også var optaget af, og skrev om i afhandlingen ’Prærafaelitterne’ i Tilskueren i 1901. Efter hvedebrødsdagene gik det hurtigt ned ad bakke for Wildenrath. Han og hustruen Margrethe (f. Krabbe) formøblede hurtigt formuen, og så ventede en knap så sød tilværelse med at forsøge at skaffe til dagen og vejen i Sydfrankrig. I Hannovers erindringer omtales Wildenrath som et af hans ’Ungdoms tristeste Minder’. De to mødte hinanden på Kunstakademiet, og Hannover, som blev nær ven af Wildenrath, beskriver hvordan han med sorg var vidne til vennens undergang. Nedturen får man et indblik i igennem Johan Rohde og Emil Hannovers brevveksling. Af de ca. 350 breve, der er bevaret af deres korrespondance i Den Hirschsprungske Samlings arkiv, omtales Wildenrath i godt 30 af dem, alene i perioden 1888-1891. Det er især deres bekymring for hans løsagtige omgang med penge, der giver anledning til omtalen - og som i sidste ende resulterer i den sørgelige deroute. Men af brevene fremgår også Rohde og Hannovers beundring for Wildenraths kunstneriske kvaliteter. Det er særligt på grund af dem, at de gør en ihærdig, om end forgæves, indsats for at få ham hjem fra Frankrig, hvor han efter sit bryllup bosatte sig permanent.

Kunstneriske netværksdannelser

I 1880erne og 1890ernes brevkorrespondance mellem Johan Rohde og Emil Hannover får man blandt andet et indblik i periodens kunstneriske grupperinger fra den yngre og revolutionslystne generations synsvinkel. Begge var dybt engagerede i kampen mod det gamle og konservative kunstakademi, og de var aktive i organiseringen af de unge, kritiske stemmer. Det er derfor også interessant at følge den iver, hvormed de forsøger at få Wildenrath reddet ud af suppedasen i Frankrig. Det vidner om, at hans samtidige ventede sig noget af ham, og at man i ham så en støtte til det projekt, der i 1891 udkrystalliseredes i grundlæggelsen af Den Frie Udstilling. Hannover skriver blandt andet i sine erindringer: ’ … [Wildenrath havde] som Kunstner i mine Øjne mere naturligt Talent end nogen anden af de mange, jeg den Gang saa begynde.’ (Emil Hannover, Erindringer fra barndom og ungdom, s. 84) Men det fremgår også af brevene, at det ikke kun er grundet venskabelig omsorg og interesse, at de ønsker at hjælpe Wildenrath hjem. Det er, som Rohde skriver til Hannover 4. September 1890 ’,… fordi han kunde blive en bedre Kunstner herhjemme’. Han kunne med andre ord udgøre en støtte til de unges projekt derhjemme.

Den Neuhausenske præmie og Hammershøi

At Hannover og Wildenrath delte kunstneriske synspunkter ser vi også i deres fælles reaktion, da Kunstakademiet lod Hammershøi forbigå ved uddelingen af den Neuhausenske præmie i 1885. Hammershøi havde indsendt portrættet af søsteren Anna, som idag befinder sig i Den Hirschsprungske Samling. Sammen med flere af sine venner fra Akademiet tog Hannover initiativ til en protestskrivelse – en med Hannovers egne ord ’uhørt fornærmende demonstration imod Akademiet.’ (Emil Hannover, Erindringer fra barndom og ungdom, s. 106) Flere af tidens vægtige stemmer skrev under, heriblandt Krøyer, L.A. Ring, Bertha Wegmann, Th. Philipsen og Julius Paulsen, men der var også kræfter, der forsøgte at moderere tonen – eller simpelthen at standse skrivelsen. Det kan vi blandt andet læse ud af de mange modificerede versioner af skrivelsen som Hannover med vanlig bevaringsomhu sørgede for at lade indgå i Den Hirschsprungske Samlings arkiver til gavn for eftertiden. Wildenrath og Hannover var iblandt de ihærdigste forkæmpere for protestskrivelsens realisering og succes. De kørte rundt på en flere dages tur i Nordsjælland for at sikre så mange underskrifter som muligt. I alt lykkedes det dem at indsamle 41 underskrifter, og skrivelsen endte med at give anledning til en livlig debat i aviserne. I dag findes dokumenterne samt avispolemikken vedrørende sagen i Den Hirschsprungske Samlings arkiv.

Wildenraths lotteri

I efteråret 1888 – to år efter Wildenraths afrejse til Frankrig - skriver Hannover til Rohde og beder om råd til, hvordan de kan hjælpe ham økonomisk, men på en måde som ikke kommer på tværs af hans æresfølelse. Rohde, som igennem længere tid har haft mistanke om, at noget ikke er som det bør være med Wildenraths økonomi, foreslår at de stabler et lotteri på benene med et af Wildenraths malerier som præmie, og lader overskuddet gå til en hjemrejsebillet. I januar/februar 1889 realiseres lotteriet med hjælp fra kunsthandler Viggo Winkel. Udover de navnelister Emil Hannover og Johan Rohde sender frem og tilbage i de forberedende faser, ved vi ikke, hvem der købte lodder. Heinrich Hirschsprung foreslås blandt andre, men om han lod sig overtale til at købe lodder, vides ikke. Vi ved heller ikke hvilket maleri, der blev udloddet, og hvem der vandt det. Vi ved dog, at lotteriet endte med at give en ’middelgod høst’, 600 kroner, og altså nok til at betale Wildenraths hjemrejse fra Frankrig. Wildenrath ønskede imidlertid ikke at vende hjem foreløbigt. Nogenlunde samtidig bemærkede Rohde, at kvaliteten af hans hjemsendte værker var drastisk dalende:

—Kasserne viser at han maler en Mængde Billeder baade med Lethed og Rutine, men at han desværre er i en temmelig rask fremskridende Dekadence. Mellem os sagt — men ogsaa kun imellem os — er det noget temmelig tarveligt Stads alt sammen , og enkelte Ting staar saa lavt at det er rent ud ufatteligt, at Wildenradt har malet dem. Et Par af de 19 Studier kan maaske nok komme til at se ret præsentable ud, naar de kommer i Ramme; jeg mener de er vist ret sælgelige; men alt det som gjorde og gjör Wildenradts danske Billeder til det, de er, er borte kun Rutinen, Drevenheden er bleven tilbage. Jeg vilde ikke udtale mig skarpt om disse Ting, hvis ikke jeg hörte til en af den gamle Wildenradts ivrigste Beundrere og var sikker paa ikke at kunne blive mistænkt for at se med mangel paa Sympathi paa hans Produktion — Dem af vores fælles Bekjendte, som har set Studierne have udtalt sig i lignende Retning. (28. marts 1889)

Hannover og hustruen Alice forblev en anelse mere håbefulde (eller blødsødne) end Johan Rohde, og overvejede i henhold til Wildenraths ønske at sende pengene ned til ham i Frankrig i stedet for at bruge dem på en hjemrejsebillet. Men som det fremgår af passagen her, mistede de også med tiden håbet om at redde ham, og han regnedes, med Rohdes ord, ikke længere for en del af ’de nye kræfter’ i landet (5. september 1890). I det hele taget fornemmes en stigende irritation hos vennerne over Wildenraths umedgørlighed, og set fra deres perspektiv virker han også usandsynligt utaknemmelig over alle de anstrengelser, de gør sig for hans skyld. Desværre er Wildenraths breve ikke bevaret i Hannovers brevarkiv, så vi har kun hans reaktioner fra Hannovers hånd.

Fransk eller dansk?

I sommeren 1890 havde Hannover sat Wildenrath stævne i Milano, blandt andet med den bagtanke at lokke ham hjem. Her erfarede Hannover dog, at Wildenrath nød en vis succes i Sydfrankrig og langt fra havde planer om at hjemvende:

[2]Nu, da jeg har hørt en detailleret … Skildring af hans Liv dernede, vover jeg ikke mere at tilraade ham saa indtrængende at vende hjem. Sagen er næmlig den, at selv om han dernede sælger til meget lave Priser, sælger han dog næsten stadig. Alt i alt har han solgt flere Hundreder Billeder; en enkelt Mand (en ikke-Kunsthandler) ejer alene mellem 30 og 40 Billeder af ham. Sligt er jo utænkeligt hjemme. Og dertil kommer, at han i den seneste Tid har erhvervet sig et betydeligt Navn i Sydfrankrig. Han viste mig en Snes Anmeldelser, der enstemmig gik ud paa, at ingen forstaaer som han den sydfranske Natur, og at Ingen af de Indfødte Malere kan maale sig med ham. Selv siger han, at han først nu føler sig i Besiddelse af fuld Forstaaelse af Naturen dernede, og at det derfor vilde være ham tungt nu at sige den Farvel. Han paastaaer, at han som Kunstner er i ubetinget Fremgang. Naar vi derhjemme ikke kan indrømme det, siger han, det er fordi han i de sidste Aar ikke har haft Raad til at hjemsende sine bedste Ting, men har maattet afhænde dem i Marseille. (27. juni 1890)

Hvorvidt det blot var en dårlig undskyldning, at de kun så vraggodset hjemme i Danmark, fordi Wildenrath solgte sine bedste billeder i Frankrig, kan vi ikke sige med sikkerhed, men han synes i hvert fald at have været populær dernede. Musée des Beaux Arts de Marseille ejer også i dag et landskabsmaleri fra Marignane af ham, og som det fremgår af Hannovers brev, kunne ingen af ’de indfødte malere’ måle sig med hans forståelse af den franske natur. Måske som en reaktion herpå skrev Rohde i september 1890, at ’… hvis han foretrækker at være fransk og blive boende i Frankrig saa maa han jo have Lov til det – men saa maa han ikke vente nogen Hjælp herhjemmefra[,] næppe nok nogen Interesse.’ (5. september 1890). At dømme efter den franske omtale af ham, blev Wildenrath måske også mere fransk end dansk som kunstner. Men hvorfor skrev en så internationalt orienteret kunstner som Rohde, at Wildenrath ville være blevet en bedre kunstner i Danmark end i Frankrig? Først og fremmest lader det til at være af økonomiske årsager - at det simpelthen var billigere at opholde sig hjemme end i udlandet, men mere tyder på, at Hannover og Rohdes anstrengelser for at få Wildenrath hjem, drejede sig om hans tilknytning til miljøet, og det faktum at den yngre gruppering af kunstnere, behøvede alle de kræfter der kunne mobiliseres for at skubbe udviklingen i den retning, de ønskede det.

Hvad end det skyldtes en ’forkert’ påvirkning udefra, eller dårlig økonomisk og menneskelig dømmekraft – eller slet og ret et ønske om at gå andre veje, blev Wildenrath aldrig en vægtig stemme iblandt 1890’ernes progressive kunstnere. At Karl Madsen fandt anledning til kort at omtale hans besøg i Skagen i 1892 i sin bog om Skagensmalerne (1929), vidner om, at han ikke helt forsvandt ud af sine jævnaldrendes bevidsthed, men ellers er det sparsomt med informationer om ham. Han deltog nogenlunde regelmæssigt i Charlottenborgudstillingerne i Danmark frem til 1901. I slutningen af 1890’erne deltog han i et par udstillinger og auktioner i Danmark - 1898 sammen med Agnete Lunn, Ellen Jolin og Augusta Dohlmann, og sammen med Schønheyder Møller i 1896. 1899 blev han efter flere års dårligt ægteskab skilt fra Margrethe Krabbe. Han giftede sig samme år med Louise Margrethe Schepeler, og døde fem år senere i Provence, hvor han ligger begravet.

Litteratur

Emil Hannover, Erindringer fra Barndom og Ungdom, red. H.P. Rohde (København, 1966)
Karl Madsen, Skagens Malere og Skagens Museum (København, 1929)

Citerede breve

Johan Rohde til Emil Hannover, 28. marts 1889.
Johan Rohde til Emil Hannover, 4. september 1890.
Johan Rohde til Emil Hannover, 5. september 1890.
Emil Hannover til Johan Rohde, 27. juni 1890.