Menu
Johan Rohde: 'Selvportræt', ca. 1890. Den Hirschsprungske Samling

Johan Rohde og Emil Hannovers breve

Johan Rohde (1856-1934) var nær ven og kollega af Den Hirschsprungske Samlings første direktør, Emil Hannover (1864-1923). Den brevveksling, de førte fra 1880’erne og indtil Hannovers død i 1923, er den længste, der er bevaret i Emil Hannovers brevarkiv og tæller ca. 350 breve. Ud over dagligdags udvekslinger (og en god portion sladder) diskuteres selvfølgelig kunstaktuelle emner såsom anmeldelser, udstillinger osv. Deres korrespondance giver et spændende indblik i hvilke bevægelser, der rørte sindene iblandt tidens kunstnere. Brevene giver også et indblik i deres personlige kampe og idiosynkrasier, som artiklen her har i fokus.

Ill. 1. Johan Rohde: 'Sildig aften ved havnemolen i Hoorn', 1893. Den Hirschsprungske Samling

Johan Rohde var involveret i flere begivenheder, der fik stor betydning for det danske kunstliv i 1880’erne og 1890’erne. Blandt andet formningen af Kunstnernes frie Studieskoler i 1882 og Den frie Udstilling i 1891 står som vigtige kunsthistoriske vendepunkter. Udover sit kunstneriske og organisatoriske virke fungerede Rohde også som kunstkritiker og skrev flere artikler og udstillingsanmeldelser, der afslører en fremsynet kunstopfattelse. Han var blandt andet en af de første herhjemme til at skrive om den franske skulptør Auguste Rodin (1840-1917), der i dag opfattes som en af periodens vigtigste kunstnere, og ligeledes drog han i 1892 på en rejse til Holland for at opstøve værker af den dengang nyligt afdøde og endnu relativt ukendte Vincent van Gogh (1853-1890). Derudover var Rohde i besiddelse af en stor kunsthistorisk viden og interesse, som hans anmeldelser og en omfattende samling af fotografier af blandt andet europæisk kunst fra renæssancen og frem til 1800-tallet vidner om. Dette træk var også med til at farve samtidens opfattelse af ham. Kunsthistorikeren Karl Madsen omtalte i sin anmeldelse af Den frie Udstilling i 1891 Rohdes billeder i positive vendinger og fremhævede særligt den kunsthistoriske dannelse, man sporer i Rohdes billeder. Madsen ser i Rohdes kunstneriske udsagn en parallel til hans kunstkritiske engagement og omtaler værkerne som ”en kritikers kunst”:

Overfor Rohdes Billeder føler man stærkt, at han ser paa Naturen med Øjne, der er uddannede gennem et omhyggeligt Studium af fortrinlige gamle og moderne Mesteres Værker, som Mødet Ansigt til Ansigt med Naturen ikke lader ham glemme. Det er Reflektionskunst, men af en statelig og distingveret Holdning og af en ejendommelig personlig Farve. Det er en Kritikers Kunst, fristes man til at sige, særlig fordi det er vanskeligt at glemme, at Johan Rohde gennem flere fortræffeligt skrevne Artikler er traadt i Skranken for nye og interessante Synsmaader, der aabenbarer en saa dyb og fin Forstaaelse af gærende Kræfter, at man med megen Fornøjelse og usædvanligt stort Udbytte lærer hans Anskuelser om Kunst at kende, selvom man ikke altid ævner at tiltræde dem. (Madsen 1891, 333.)

Madsens beskrivelse af den kunsthistoriske dannelse, der spændte ben for en mere umiddelbar naturskildring, ramte et ømt punkt hos Rohde. På daværende tidspunkt var friluftsmaleriet blevet et mål for mange kunstnere under indflydelse af bevægelser såsom impressionismen. Rohde praktiserede selv udendørsstudier, men han beskrev flere steder hvordan han kæmpede med dem, som i det følgende brev til vennen Hannover 20. Juli 1891:

Naar jeg ikke kan holde ud at staa ude paa en Plet og Male, gaar jeg omkring og gloer Øjnene ud af Hovedet og har saa en Notebog ved Haanden til at gjøre mine Optegnelser i — Jeg ser imidlertid udmærket godt Methodens mange og farlige Svagheder og jeg foresætter mig stadig at gjøre, hvad jeg kan for at komme “lige til Fadet” — De havde Ret hvad De engang sagde i Vinter, da De saa mig staa og bixe med et Billede fra Ribe-Aa (det jeg ikke udstillede) — og De har muligvis ogsaa Ret, naar De siger, at mine Billeder mangler Inspiration — Madsen siger jo noget lignende med andre Ord — men hvis jeg selv troede, at mit Syn manglede denne Egenskab vilde jeg strax holde op med at male[.]
Brev fra Johan Rohde til Emil Hannover 20. juli 1891. Læs resten af brevet her.

Rohde modsætter sig dog påstanden om, at han skulle gøre sig skyldig i en manglende glæde ved naturen, for han fortsætter:

Madsen taler om Gotschalks større Glæde over Naturen i Anledning af mine Billeder ja det har han maaske Ret til, da man jo skal dømme efter Resultaterne, og Gotschalks Ting staar unægtelig langt over mine — men Grunden turde vel være den, at denne Bølle har en saadan Hestenatur, at han kan rejse over til Ribe, i Februar Maaned i den strængeste Kulde og male og han staar ude og klatter med sine Ting saa længe det skal være, men at han skulde have følt større Glæde over sit Ribemotiv end jeg, det vil jeg betvivle.

Rohde var med andre ord ikke glad for Madsens karakteristik (i en ellers positiv anmeldelse) af hans arbejder, om end han til dels gav Madsen ret. Og selvom Rohde ved flere lejligheder selv begav sig ud i kunstkritik, var han ikke opsat på som kunstner at blive opfattet som en art kritiker i forklædning. Han identificerede sig på dette tidspunkt primært med rollen som maler. Som vi kan læse i et brev til Hannover året tidligere, ville Rohde faktisk hellere end gerne have undgået at skrive en anmeldelse af Charlottenborgudstillingen i 1890:

[Slott-Møllers] bad mig eller skulde bede mig fra P. Nansen om at skrive en Text til deres Portræter, som skulde i Dagens Krønike. Nu har jeg hørt noget om, at De tænkte paa at skrive noget om Møllers, og hvis dette stadigt er tilfældet, vil jeg naturligvis ikke. Noget efter kom P. Nansen herop bad mig meget indtrængende skrive i Dagens Krønike om ikke specielt om Møllers, saa om Udstillingen i det hele taget. -Jeg vil meget nødigt gjøre nogen af Delene, jeg er Maler og ikke Kritikker og har hverken Tid eller Lyst til at skrive; skal jeg gjøre det, betragter jeg det som et Offer jeg gjør, fordi ingen andre findes, der kunde eller vilde gjøre det.
Johan Rohde: 'Selvportræt', ca. 1890. Den Hirschsprungske Samling

Rohde endte med at skrive anmeldelsen, men han har sandsynligvis været utilpas ved udsigten til det, da anmeldelsen ville berøre flere af hans venner og bekendte. Han lagde dog ikke fingrene imellem i den endelige tekst, der udøvede en skarp kritik af periodens danske kunst:

Det er – Undtagelserne naturligvis fraregnede – det lave kunstneriske Dannelsesniveau, den saa ofte svigtende kunstneriske Smag i Forening med Mangelen paa virkelig frisk, oprindelig Naturkraft, der præger det i Forhold til Landets Folkemængde talløse danske Kunstnersamfund. […] hvor vi maatte ønske os lidt af den brutale Kraft og Aandsfriskhed, som vi træffer hos vore norske kunstbrødre […] De er Rydningsmænd, disse norske, som nedtramper alle vore gamle Idealer uden Pietet, det er Folk, som uden at blinke foretrækker en Raphaëlli, Degas eller Pissarro for en Raphael, Holbein eller Dürer […] Der er nok noget raat i alt dette, men dog tillige noget oprindeligt. (Rohde (1890) 1981, 27)
Johan Rohde: 'Portræt af kunsthistorikeren Emil Hannover', (1893). Den Hirschsprungske Samling

Rohdes dom over sin samtid er både kontant og hård. Men ”den rå primitivitet” i forening med ”en gammel kulturs dannelse” som han her fordrer af sine kolleger, er ikke umiddelbart noget, der karakteriserer hans egen kunst: Der er ikke meget råt over hverken hans landskaber eller portrætter. Måske var Karl Madsens karakteristik af hans kunst som en reflekteret kritikerkunst ikke helt ved siden af. Mange af Rohdes billeder er gennemgående præget af tænksomhed, fordybelse og dannet bearbejdning som for eksempel i det tyste aftenbillede fra Hoorn (ill. 1). Hans begrundelse for ikke at skrive artiklen, nemlig at han ikke var kritiker men maler, er derfor interessant, for han var ikke kun maler. Han insisterede dog tilbagevendende på at distancere sig fra kritikerrollen. Hannover foreslog ham for eksempel på et senere tidspunkt at udgive rejseberetningerne fra hans store udlandsrejse til Holland, Frankrig og Tyskland i 1892, og Rohde svarede: ”Med Hensyn til min ’Journal’ da maa De mindes, at jeg ikke er rejst ud som Kunsthistoriker, men som Maler der vil se den Udvikling, hans Fag har naaet i Udlandet, i modsat Fald vilde min Rejse og Arbejde være anderledes anlagt.” (Rohde til Hannover, 25. august 1892). Rohdes insisteren på kunstnerrollen som den primære tyder på, at han selv opfattede den kritiske side af sin virksomhed som afledt af den kunstneriske.

Hvor de publicerede kritikker, som fx citatet fra Charlottenborgudstillingen, kan virke kradse og selvsikre, kommer en anden og mere skrøbelig side af Rohde til syne i brevene til Hannover. Begge var aktive i en større bevægelse af kunstnere der ønskede forandring af de etablerede normer for udstillingspraksis og reformer af centrale institutioner såsom Kunstakademiet. Ikke desto mindre herskede der indbyrdes uenighed om det kunstneriske projekt, og det gav anledning til dannelsen af forskellige fronter, som ikke altid var lige samarbejdsvillige. For både Hannover og Rohde gav det sig til tider udslag i en følelse af at stå afsondret fra deres jævnaldrende. Hannover kan blandt andet skrive hjem fra et ophold i Paris i sommeren 1889, at han og hans hustru er blevet frosset ude af de danske kunstnere efter Karl Madsens ankomst til byen (Hannover til Rohde, 7. juni 1889), og Rohdes breve til Hannover afslører i flere tilfælde en følelse af usikkerhed og fortabthed i sammenligning med sine jævnaldrende. Han skriver til Hannover 11. marts 1890:

De véd ikke[,] kjære Venner! hvilken Betydning den Sympati, De begge har lagt for Dagen ligeoverfor mig og mine Arbejder har haft for mig; ja, jeg tror næsten at kunne sige at De og Slott-Møllers er de eneste, der har ydet mig nogen virkelig Opmuntring i Anledning af mine Arbejder. Gud bevares: jeg har haft Venner imellem Malerne og derimellem mange flinke Mennesker, der efter Tid og Lejlighed har givet de sædvanlige Talemaader tilbedste; men nogen virkelig Tilslutning[,] nogen Sympati for mit Syn paa Naturen og min Opfattelse af Kunsten har jeg kun truffet hos Dem og Slott-Møllers og saa maaske hos min gamle Ven Mourier-Petersen, der ligesom jeg i mange Aar har dinglet omkring uden at faa Tag i det, vi har beskjæftiget os med.
Brev fra Johan Rohde til Emil Hannover 11. marts 1890. Resten af brevet kan læses her.

Følelsen af mismod ledsages dog af en vis selvsikker distance til, hvad der ellers foregår på den hjemlige kunstscene:

Skulde jeg karakterisere Mængden af vores Malere med et Ord, vilde jeg kalde dem Bønder og deres Kunst er en Bondekunst ikke, fordi de maler Bøn- der naturligvis — thi de Folk som ikke maler saadanne er maaske de allerstørste — men paa Grund af alt det ufine, ordinære, haandværksmæssige, som man finder i deres Maleri. — og dog naar jeg ser paa alle disse Billeder paa Udstillinger eller i Ateliers, faar jeg mine Anfægtelser: det er ikke meget fint, men ærligt er det dog; men hvad Du selv laver er ingen af Delene.

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad Rohde forstår ved ”bønder”, kan man blot læse, hvad han skriver hjem fra et ophold i Ribe i sommeren 1891:

Her er vidunderligt dejligt; for hvert Aar jeg vender tilbage hertil synes jeg der er bleven smukkere — desværre svarer Menneskene ikke altid til Landet — og hvor skikkelige de end kunne være, saa ere de dog som oftest saa langt tilbage, at Opholdet paa Landet — som jeg holder saa umaadeligt af – alligevel bliver til noget af en Plage for mig. Ens demokratiske Sindelag kan blive stillet paa en haard Prøve ved et Ophold herude paa Heden. Jeg kjender ikke noget til de vilde af personlig Erfaring, men jeg tror ikke, at de staar meget lavere i Intelligens end dis- se Hedebønder, for hvem der i disse Dage (i Anledning af Hedeselskabets Fester) pokuleres for af Landets Stormænd.
Ill. 2. Johan Rohde: 'En mand betragter en buste', uden år. Den Hirschsprungske Samling
Ill. 3. Johan Rohde: 'En mand betragter en buste', 1884, litografi. Statens Museum for Kunst. Foto: SMK

Rohdes positionering af sig selv som en mere forfinet natur og den klare distancering fra ’bondekulturen’ er sandsynligvis et forvarsel om den senere Bondemalerstrid, der brød ud i 1907, med de fynske bondemalere på den ene side, og bykulturen, repræsenteret af symbolisterne Gudmund Hentze (1875-1948) og Agnes og Harald Slott-Møller på den modsatte fløj. Hvad Rohde i denne kontekst helt præcist mener med sin kritik af den danske malerstand og deres bondekunst får man blandt andet et indtryk af i citatet fra den førnævnte anmeldelse af Charlottenborgudstillingen fra 1890. At Rohdes egen kunstneriske proces var præget af usikkerhed og ofte gav anledning til stor frustration, kan vi følge i hans brevveksling med Hannover. Her er tvivl, kunstneriske ambitioner og selvopfattelse tilbagevendende temaer. For Rohdes vedkommende drejede det sig om en konfliktfyldt erfaring af både at være dybt engageret i sin samtids problemstillinger, men også at føle sig fremmedgjort i mødet med sine samtidige kunstnerkolleger. Det lader til at være denne konflikt, der udmønter sig i hans dobbelttydige holdning til kritikergerningen og det element af dannelse, som Karl Madsen sporer i hans billeder. Måske kan man ligefrem indlæse problemstillingen i Rohdes motivkreds i tegningen og litografiet (begge fra 1894) af en mand, der betragter en buste (ill. 2-3). Kultegningen er sandsynligvis et forberedende studie til litografiet, men afviger en del i udformningen. I et dunkelt rum træder en mandsfigur, oplyst nedefra, frem af mørket. Henfalden i tanker betragter han en buste. Vi ved ikke, hvad der gik forud for tilblivelsen af dette motiv, men Rohde kredser her om det koncentrerede tankerum, der affødes af kunstbetragtningen — og man kan fristes til at se billedet som en visuel refleksion over nogle af de diskussioner, Rohde indgik i, og som er skitseret ovenfor.

Brevene til og fra Hannover blotlægger de underliggende spændinger og komplekse dynamikker, der er til grund for de holdninger, som står mere klart formuleret i de trykte kritikker. Dermed giver brevene også – udover deres ofte underholdende karakter – et nuanceret indblik i, hvilke personlige tilbøjeligheder eller uoverensstemmelser, der var medvirkende til enten at forstærke eller forme faglige synspunkter.

Litteratur:

Teksten er et bearbejdet uddrag af artiklen ”Kunstnerkritikeren: Johan Rohde, maleriet og kritikken” skrevet af Signe Havsteen i Periskop – Forum for kunsthistorisk debat (nr. 21, 2019), pp. 35-51.

Hvidberg-Hansen, Gertrud. 2006. “Formernes tyste verden.” I Ars Una: Johan Rohde 1856-1935. Sølv, møbler, bogkunst, maleri, redigeret af Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner, Odense: Odense Bys Museer, pp. 36-101.

Madsen, Karl. 1891. “Den fri Udstilling 1891.” Tilskueren, årg. 8, pp. 323-343.

Oelsner, Gertrud. 2006. “Den store organisator.” I Ars Una: Johan Rohde 1856-1935. Sølv, møbler, bogkunst, maleri, redigeret af Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner, Odense: Odense Bys Museer, pp. 13-35.

Rohde, Johan. (1890) 1981. “Charlottenborg-Udstillingen 1890.” I Mindretalsytringer, redigeret af H.P. Rohde, 24-38. København: Forening for Dansk Boghaandværk.