Menu

Wiki Lab - Bidrag med din viden på Wikipedia

12. december kl. 15-17

Onsdag den 12. december kl. 15-17 inviterer Den Hirschsprungske Samling indenfor til Wiki Lab. Kom og bidrag til kulturhistorien sammen med en gruppe kunstinteresserede, wikipedianere og museumsfolk og lær om, hvordan man skriver til Wikipedia. Alle er velkomne - også selvom du aldrig har skrevet til Wikipedia før. Det vigtigste er, at du har mod på at dele din viden.

Wiki Labs Kultur er en månedlig begivenhed, der skifter værtskab mellem forskellige kulturinstitutioner. Arrangementet er en skrivende workshop, hvor du kan få hjælp af erfarne såkaldte wikipedianere til at dele din viden på Wikipedia. Hver måned vælger vi månedens kunstner eller emne, som vi har fælles fokus på. Vi arbejder med at oprette artikler om kunstnere og stilarter, der endnu ikke er ordentligt beskrevet. Vi redigerer eller oversætter også andres artikler.

Da Wiki Lab denne gang finder sted i julemåneden, skriver vi om diverse julede emner. Det kan f.eks. være Viggo Johansens maleri Glade jul fra 1891, som kan ses på museet, eller guldalderkunstneren J.Th. Lundbyes interesse for nisser, bakketrolde og dværge. Det kan også være klassiske julefilm, jule-fortællinger eller noget helt tredje.

Til workshoppen byder museet på kaffe og småkager.

Vi glæder os til at byde jer velkommen!

Praktiske informationer

Mødested
Vi mødes foran skranken på Den Hirschsprungske Samling kl. 14.55.

Alle deltagere bedes medbringe deres egen computer.

Pris
Arrangementet er gratis. Af hensyn til kaffebrygning bedes du tilmelde dig senest dagen før til museumsinspektør Rikke Zinck Jensen på rzj@hirschsprung.dk.