Menu
Mathilde Walter Clark og Christiane Vejlø

SALON #1

'GENIET' 24. oktober kl. 19-21

Kom med til guldaldersalon på Den Hirschsprungske Samling. Denne aften gæster forfatter Mathilde Walter Clark og radiovært Christiane Vejlø museet til en snak med salonværtinde Anne Sophia Hermansen under temaet ’Geniet’.

Begavede kvinder kunne i årtierne omkring 1800 dyrke deres interesser for kunst og kultur med ligesindede af begge køn ved at holde salon. Forfatteren Friederike Brun var en af Danmarks store salonværtinder, og hun støttede guldalderkunstneren J.L. Lund, der er hovedperson i efterårets særudstilling på museet. Vi genfinder stemningen fra Bruns stuer med kulturredaktør fra Berlingske, Anne Sophia Hermansen, som salonværtinde.

Aftenens gæster er forfatter Mathilde Walter Clark, der sidste år udkom med den anmelderroste roman Lone Star, og teknologiekspert og radiovært Christiane Vejlø, fra det digitale rådgivnings- og medieselskab Elektronista. Til denne salon vil samtalen handle om guldalderens og nutidens idé om geniet. Hør om romantikkens mørke og sublime naturskildringer i billedkunsten, litteraturens gotiske universer, fortidens og nutidens videnskaber og den menneskelige eksistens.

Salonen rammesættes og introduceres af museumsinspektør Anna Schram Vejlby og krydres undervejs med musik af den italienske violinist og virtuos Niccolò Paganini fremført af violinist Kaya Møller og guitarist Jonas Egholm. Hertil vil Mathilde Walter Clark læse op af den engelske forfatter Mary Shellys gotiske roman Frankenstein fra 1823.

Salon #1-2

I løbet af efteråret er museet vært for to saloner i guldalderens ånd i anledning af efterårets store udstilling Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser. Med Anne Sophia Hermansen, som salonværtinde mødes billedkunst, videnskab, litteratur, politik og musik i en åben og nysgerrig atmosfære. Den 14. november gæster forfatter Hanne-Vibeke Holst og tidligere politiker Søren pind salonen til en snak om ’Parnasset’. Læs mere her.

Kulturredaktør for Berlingske, Anne Sophia Hermansen, er salonværtinde til begge saloner på Den Hirschsprungske Samling.

Praktisk information

Tidspunkt
SALON #1 ’GENIET’ 24. oktober kl. 19-21
SALON #2 ’PARNASSET 14. november kl. 19-21

Foredraget finder sted uden for museets almindelige åbningstid. Besøg venligst vores garderobe, inden foredraget begynder.

Pris
Pris for én salon: 150 kr. / 100 kr. m. årskort
Pris for begge saloner: 250 kr. /175 kr. med årskort

Billetten inkluderer et glas vin og entré til museet

Det er muligt at se udstillingen før salonen eller i pausen

Dørene åbner kl. 18.30

Køb din billet her