Menu
Foto: Ole Akhøj

Et samlermuseum

Historien om Den Hirschsprungske Samling

Museet i Stockholmsgade slog dørene op for publikum i 1911. Bygningen blev bygget til formålet og er indrettet med møbler fra kunstnerhjem, så der er en hyggelig og næsten hjemlig atmosfære.

Museet blev fra åbningen i 1911 indrettet med kunstnermøbler og tætte maleriophængninger
Samlingen rummer mere end malerier - også skitsebøger, malerskrin, kunstnerpaletter og andre kunstnergenstande findes i samlingen

Optakten

I 1888 udstillede Heinrich Hirschsprung sin private kunstsamling på Charlottenborg i København. Udstillingskataloget talte 313 numre, hvoraf omkring 150 var malerier. Ca. 60 danske kunstnere var repræsenteret. Ud over malerierne rummede samlingen også tegninger, akvareller, pasteller og skulpturer.

Anmeldelserne af Hirschsprungs udstilling i 1888 viser, at samlingen allerede på dette tidspunkt havde fået sin egen karakter. Hirschsprung var i færd med at opbygge en repræsentativ samling af dansk kunst fra guldalderen til sin egen samtid. Som resultat af udstillingssuccesen i 1888 besluttede Hirschsprung at forme og udvide samlingen yderligere, så den kunne overgå til offentligt eje.

Samlingen vokser

Allerede i årene op til Hirschsprungs udstilling på Charlottenborg i 1888 havde han intensiveret indkøbene med en række væsentlige erhvervelser, der klart tog sigte på at styrke den moderne repræsentation i samlingen. Han købte Erik Henningsens Barnemordet fra 1886 direkte fra kunstnerens atelier [indsæt link til Hverdag og realisme], og særligt repræsentationen af Anna og Michael Ancher blev styrket efter udstillingen i 1888.

Hirschsprung købte adskillige værker på Anna og Michael Anchers auktion, som blev afholdt i november 1888. Blandt de indkøbte billeder var Anna Anchers 'En gammel kone i sin stue' fra 1888.

I 1890'erne begyndte Hirschsprung at købe billeder af symbolister som Harald Slott-Møller, Vilhelm Hammershøi, L.A. Ring og siden Ejnar Nielsen. Han kunne i visse tilfælde stå noget tøvende over for denne nye tendens i kunsten, men lyttede til gengæld meget til de yngre kunstinteresserede i kredsen, heriblandt kunsthistorikeren Emil Hannover, som Hirschsprung lærte at kende sidst i 1890'erne.

Gavebrevet

Heinrich og Pauline Hirschsprung havde i hemmelighed deponeret et gavebrev i Kultusministeriet i 1900, men først i sommeren 1902 fandt de tiden moden til at offentliggøre gavebrevet, samtidig med at samlingen blev præsenteret på endnu en stor udstilling på Charlottenborg. I gavebrevet forærede parret hele samlingen af dansk kunst til den danske stat. Men de krævede samtidig, at stat og kommune stillede en grund og en bygning til rådighed – helt i lighed med brygger Carl Jacobsens krav i forbindelse med sit gavebrev vedrørende Ny Carlsberg Glyptotek.

Gavebrevet. Hirschsprungs krav om selvstændig bygning og ledelse gav anledning til en mangeårig debat. Kravene blev først accepteret i 1907 sammen med gavebrevet, og museumsbyggeriet kunne påbegyndes.

Museumsbyggeriet igangsættes, og museet åbner

Endelig i 1907 faldt forhandlingerne på plads, og man kunne tage fat på opførelsen af arkitekt H.B. Storcks klassicistiske museumsbygning i Østre Anlæg i København.

Heinrich Hirschsprung døde året efter i 1908, og museets indretning blev varetaget af kunsthistorikeren Emil Hannover, der fra 1902 havde stået for katalogiseringen af samlingen, og som også fik til opgave at indrette og ophænge samlingen. Emil Hannover ophængte malerierne kronologisk i Hirschsprungs ånd og indrettede museets små rum med guldalderens kunstnermøbler og andre kunstnerrelaterede genstande. Hannover blev siden museets første direktør.

Dagen inden Pauline Hirschsprungs fødselsdag åbnede Den Hirschsprungske Samling for offentligheden den 8. juli 1911. Siden 1995 har bygningen været fredet.

Politiken bragte denne tegning ved museets indvielse. Man ser to hovedpersoner bag museet: den kommende direktør Emil Hannover t.v. og bestyrelsesformand A.P. Weiss. Foran dem står sønnen Oscar Hirschsprung.

Til indvielsen holdt Emil Hannover festtalen, hvor han bl.a. sagde:

"Mange Ord er ufornødne for at fejre Mindet om denne Samlings Stifter. Thi Samlingen selv er hans Mindes Monument. Vel at mærke ønskede han langt fra selv, at Samlingen skulde ses saaledes. Det var ikke et Monument for sig selv, men et Monument for den danske Kunst, han ønskede at rejse. Skønt tilhørende et borgerligt praktisk Erhverv og ikke skolet som Fagmand naaede han dette Maal. Han fik skabt en Samling, der ikke blot er rig paa enkeltvis skønne Værker, men hvis enkelte Værker synes samlede med klog Beregning som Bygningssten til et virkelig historisk Monument for den danske Kunst i dens første og foreløbig eneste Aarhundrede. Langt mere end klog Beregning var det dog Beruselse, Begejstring, som var Drivfjederen i dette Værk.”