Menu
Protestskrivelse til Kunstakademiets Plenarforsamling 9. maj 1885, underskrevet af 41 kunstnere. Den Hirschsprungske Samlings brevarkiv.

Digitalisering af brevarkiv

Kilder til Dansk Kunsthistorie

En vigtig del af Den Hirschsprungske Samlings DNA er museets store brevarkiv. Iblandt de mere end 25.000 kunstnerbreve og dokumenter befinder sig omkring 6.500 breve til og fra museets første direktør, Emil Hannover (1864-1923). Hannover var en central skikkelse i datidens kunstmiljø.

Han var en af sin tids toneangivende kunstkritikere og var også velbevandret i den ældre kunsthistorie. Hans netværk var vidt forgrenet, også internationalt, hvilket afspejles i arkivets omfattende antal brevskrivere. Digitaliseringen af dette materiale har til hensigt at gøre brevene bredt tilgængelige, ligesom materialets omfang kan bidrage med nye perspektiver på forståelsen af den danske kunst i 1800-tallet.

Emil Hannover var nært knyttet til den kreds af kunstnere der stod bag oprettelsen af Den frie Udstilling i 1891, og i brevarkivet findes således førstehåndskilder til forhistorien og oprettelsen af Den frie Udstilling. Projektet centrerer sig indledningsvis om de turbulente år i begyndelsen af 1890’erne.

Kilder til Dansk Kunsthistorie

Projektet er finansieret af Ny Carlsbergfondet og er en del af satsningen Kilder til Dansk Kunsthistorie. Læs mere om Kilder til Dansk Kunsthistorie her.

De transskriberede og kommenterede breve bliver tilgængelige på Den Hirschsprungske Samlings hjemmeside samt Ny Carlsbergfondets hjemmeside.

Projektgruppe, Den Hirschsprungske Samling: Gertrud Oelsner, Signe Havsteen og Tim Volsted.