P.S. KRØYER I DEN HIRSCHSPRUNGSKE SAMLING:
HORNBÆK VED VINTERTID





P.S. Krøyer
Hornbæk ved vintertid 1891
Olie på lærred. 40,8 x 50 cm
Efter at have opholdt sig i Italien godt et års tid vendte Marie og P.S. Krøyer tilbage til København op mod julen 1890. De havde endnu ingen fast bolig i København og endte med fra februar 1891 og et par måneder frem at låne maleren Carl Lochers ”Klithus” i Hornbæk.

Krøyer havde allerede i oktober hjemsendt alle de arbejder, han havde malet i Italien, og Heinrich Hirschsprung havde i november, endnu inden Krøyer var kommet hjem, sikret sig tre af disse malerier samt fire akvareller og pasteller. De følgende år købte han yderligere fire italienske motiver. Udbyttet af rejsen blev i øvrigt vist på en udstilling i Kunstforeningen i København. Udstillingen åbnede den 12. marts, og det må have været et betagende syn, der mødte publikum, alle disse fine små studier og malerier, som med deres sydlandske lys og duft nok kunne varme en nordbo i det kolde forår. Og koldt, det var det! Et lille billede skilte sig ud – et snelandskab fra Hornbæk. Det har vel knap været tørt, da Krøyer afleverede det til ophængning på udstillingen, for det er signeret den 9. marts, altså bare tre dage før åbningen.

Motivet er hentet fra den snedækkede stejleplads i Hornbæk, i højt solskin. Farvespillet er i al sin enkelthed brillant: den hvide sne, de røde hustage og pælenes blå skygger. Det er opklaringen efter snefaldet, en strålende, frostklar dag. Krøyer har endnu haft det høje, sydlandske lys stående på nethinden, da han i et inspireret øjeblik har genset og transformeret det til nordisk sol og sne.

Indtrykkene fra den nye franske kunst, som Marie og P.S. Krøyer bl.a. havde studeret i Paris på udstillinger i 1889, havde sat sine spor og blev gennem oplevelserne i Syden transformeret til en ny nordisk impressionisme.





Tilbage


INFO/
FIND VEJ:



DEN HIRSCHSPRUNGSKE
SAMLING
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

Tlf. 3542 0336
dhs@hirschsprung.dk


ÅBNINGSTIDER:

Mandag-tirsdag: lukket
Onsdag-søndag: 11-16
Lukket 23.-26 og 31. december samt 1. januar.

Telefoniske henvendelser
Museets tlf. 3542 0336.
Tir-fredag kl. 10-14

Booking tlf. 35 44 09 51.
Man-torsdag kl. 10.14

Entrépris
Enhedspris på alle billetter 85 kr.
Børn og unge under 18 gratis

Omvisning og grupper
Ved gruppebesøg bedes I booke besøget på forhånd. Skriv til dhebok@hirschsprung.dk.
For booking af omvisning klik FIND VEJ





Kontakt: Medarbejdere



Søg på siden:
Loading